Problemer arkivadgang

Problemer med arkivadgang (En historisk gennemgang)

Har man tidligere besluttet sig for at søge oplysninger hos det offentlige stødte man måske på uforståenhed, ligegyldighed og intolerance. Hvorfor kom man nu rendende og forhørte sig om sådan noget gammelt stof? Havde man da ikke haft det godt nok – og hvad ville man det for – var det ikke bedre at komme videre i livet, osv., osv.? Det man spurgte om, kunne den offentlige ansatte ikke finde på computeren – det var for ham eller hende irriterende, tidskrævende og greb forstyrrende ind i de vanlige rutiner.

Man kunne dog også være heldig at møde embedsmænd, der ville hjælpe. Det beroede altså meget på ens held samt holdningen hos den pågældende embedsmand, man opsøgte – hvis man da gjorde det – og velsagtens også på embedsmandens viden og kompetence generelt mht. statsapparatets funktion. Jo, der har været tilfælde, små solstrålehistorier, om man vil.

Mange embedsmænd gjorde, som man plejede – for så lavede man i hvert fald ingen fejl og var derfor på den sikre side. ”Som man plejer” var i denne forbindelse ensbetydende med et afslag i hvert fald indtil udgangen af 1998.

Arkiverne, domstolene, og Civilretsdirektoratet havde indtil da fastholdt kongstanken om en ikke mulig tilgængelighed vedr. egne journal(er).

Jo, der var bred enighed om at give afslag, som oftest begrundet med henvisning til forvaltningslov, offentlighedslov og arkivlov. Dog kunne arkiverne berolige med, at når sagen, man søgte adgang til, var 80 år gammel, var man velkommen til at ansøge på ny!

For hovedparten af dansk/tyske faderskabssagers vedkommende ville der så være adgang til aktindsigt i år 2025 – 26. Klagede man sin nød til ombudsmanden, fik man en sludder for en sladder. Også her var holdningen: ”ADGANG FORBUDT.”

Holdninger kan være vanskelige og nærmest umulige at tackle – vel særlig hos det offentlige, der som bekendt ikke kan tage fejl, og da slet ikke kender ordet ”undskyld.”

Anderledes forholder det sig, hvad angår det retlige - altså juridiske love og paragraffer! Selv om juristerne og embedsmændene er dygtige til ”at få ret", kan lovparagrafferne være udformet så præcist, at selv disse højt uddannede og kompetente parter må bøje sig.

Indtil 1999 har myndighederne nærmest pr. automatik givet afslag på aktindsigt, når et krigsbarn ansøgte herom. Det drejer sig om kommunerne, statsamterne, Civilretsdirektoratet, landsarkiverne, Rigsarkivet og domstolene.

Hvad skete så? Hvad afstedkom, at aktindsigt nu pludselig var mulig?

Såmænd en kronik i Jyllands-Posten den 3. maj 1997, samt en dommer!

Kronikken hed ”Født som utyske,” (se evt. under artikler) og blev skrevet af formanden for Danske Krigsbørns Forening (DKBF) Arne Øland.

En pensioneret dommer, Jørgen W. Levinsen, der abonnerede på Jyllands-Posten, havde læst kronikken.

Han henvendte sig og oplyste at retsplejelovens § 41, stk. 1 (ret til partsindsigt) ikke kunne tilsidesættes af domstolene!

Kravet om adgang til dokumenterne i faderskabssagen skulle blot gå gennem den domstol, der i sin tid havde behandlet sagen!

Det fik os til hver især at rette henvendelse til lokale byretsdommere landet over med påberåbelse af retsplejelovens § 41, stk. 1, og minsandten om ikke det virkede! Som et ”Sesam, Sesam, luk dig op!” fra 1001-natseventyr.

Ganske vist var der lidt tovtrækkeri i starten, da dommerne i de respektive byretter som regel ikke anede, hvad det drejede sig om, og antagelig først måtte slå op i de støvede lovsamlinger. Men når en byret først havde rekvireret sagen fra landsarkivet, gik tingene af sig selv.

Flere medlemmer af DKBF oplevede i 1997 først at få afslag fra arkiver og Civilretsdirektorat, for kort tid senere at få sagen udleveret af civildomstolen.

De mange henvendelser til de lokale byretter landet over skabte imidlertid nogen frustration, da dommerne pålagdes et ekstra arbejde, som landets arkiver er selvskrevne til at udføre.

Så det, der for os var et halmstrå, blev andetsteds opfattet som en aktion, der kunne jævnføres som værende tilrettelagt af ”de autonome” – men resultatet blev, at såvel landsarkiverne som Rigsarkivet nu og fremover giver dispensation fra 80 års-reglen.

At det ikke var så ligetil fremgår af et brev til DKBF fra Statens Arkiver, Rigsarkivaren. Brevet, der er på 3 sider og dateret 10. marts 1999, bringes hermed i forkortet udgave.

Citat:

Vedr. adgang til faderskabssager m.v.

 

I brev af 3. marts 1999 anmoder Danmarks Krigsbarnsforening om forskellige oplysninger vedrørende Statens Arkivers praksis i forbindelse med behandling af ansøgninger om dispensation fra arkiv­ovens tilgængelighedsfrister, der drejer sig om børns adgang til fader­skabssager i anledning af egen fødsel, adoptionssager samt adgang til sager vedrørende egen anbringelse på spædbørnshjem og andre lignende institutioner.

 

I den anledning kan Statens Arkiver oplyse følgende:

 

Faderskabssager

 

Statens Arkiver har tidligere fulgt en praksis, hvorefter en ansøgning fra et barn i en faderskabssag om dispensation fra tilgængelighedsfristen efter arkivlovens § 22, stk. 1, nr. 1, som hovedregel er blevet imødekommet i tilfælde, hvor faderskabet er vedgået eller fastslået ved dom. Er dette ikke tilfældet, har man i tilfælde, hvor der kun har været en enkelt mand inddraget i sagen, og hvor denne er idømt bidragspligt eller har indgået forlig herom, givet adgang til sagen. I tilfælde, hvor flere mænd har været inddraget i en faderskabssag, men kun én pålagt bidragspligt, har Statens Arkiver af hensynet til privatlivets fred hos de pågældende og hos sagens parter i øvrigt som hovedregel ikke fundet at kunne imødekomme en ansøgning om indsigt, men givet oplysning om den bidragspligtiges identitet. dvs. navn og adresse på tidspunktet for bidragspligtens pålæggelse. I sager om ansøgninger, hvor flere mænd er idømt bidragspligt, er ansøgning om arkivadgang ikke imødekommet.

 

Statens Arkiver konstaterede i foråret og sommeren 1998, at i en række sager, hvor sådanne børn har anmodet om arkivadgang efter arkivloven, og hvor Statens Arkiver efter den praksis, der hidtil er fulgt, ikke har kunnet imødekomme anmodningen, at retterne i en række tilfælde har givet den ønskede indsigt efter retsplejelovens § 41, stk. 1, sammenholdt med samme lovs § 456f, stk. 1. Den sidstnævnte bestemmelse lyder:

 

”Både moderen og barnet er at betragte som parter i sagen”.  

 

I en række ansøgninger af den ovennævnte karakter har ansøgere påberåbt sig de to nævnte bestemmelser i retsplejeloven. Statens Arkiver har tidligere i sådanne tilfælde henvist de pågældende ansøgere til den pågældende ret. Dette er sket på baggrund af, at arkivloven ikke giver dem, der er parter i en sag, nogen fortrinsstilling med hensyn til dispensation fra de i arkivloven fastsatte tilgængelighedsfrister.

 

På baggrund af den praksis, der er fulgt af retterne, og på baggrund af en række klager over afgørelser, truffet af landsarkiverne, foretog Statens Arkiver en fornyet vurdering af den hidtil fulgte praksis. Da retterne som hovedregel vil imødekomme et forlangende om udskrifter af faderskabssager, der indgives af barnet som part i sagen, kan det allerede af ressourcemæssige grunde forekomme uhensigtsmæssigt at fastholde en praksis, hvorefter en part i en faderskabssag, der ansøger om dispensation efter arkivloven, mødes med afslag efter denne lov, men derefter umiddelbart vil kunne få sagens dokumenter stillet til rådighed af en anden myndighed.

 

Det bemærkes, at parterne i en sag efter retsplejelovens § 41, stk. 1, kan forlange udskrift af “retsbøgerne […] samt de øvrige hos retten beroende til en sag hørende, fremlagte dokumenter”, men at det efter samme lovs § 456p påhviler retten efter sagens afslutning at sende sagens dokumenter til det pågældende statsamt. I den anledning kan det være et spørgsmål, om en ret, der imødekommer et forlangende om udskrifter, tillige - f.eks. et statsamts arkiv i Statens Arkiver - vil kunne rekvirere de dokumenter, der har været frem­lagt under sagens behandling for retten, men som i henhold til bestemmelsen i retsplejelovens § 456p er afgivet til statsamtet.

 

Endelig bemærkes, at bestemmelsen om moderens og barnets ”partsstatus” i faderskabs­sager har været optaget i retsplejeloven siden 1. januar 1938.

 

Af hensyn til opnåelse af sammenhæng i retssystemet og til opfyldelse af princippet om størst mulig åbenhed ville det være uholdbart, hvis Statens Arkiver nægtede dispensationssøgende en indsigt, som de efter anden lovgivning har et retskrav på at opnå.  

 

Som hovedregel imødekommes ansøgninger om dispensation fra tilgængelighedsfristen efter arkivlovens § 22. stk. 1, nr. 1, der vedrører faderskabssager, der er afgjort ved dom, og som indgives af en part i sagen - moder eller barn - derfor nu på sædvanlige vilkår. Det bemærkes, at såfremt en konkret sag indeholder materiale, der falder ind under arkivlovens § 22, stk. 1, nr. 3 (strafferetligt materiale), skal der indhentes samtykke efter reglerne derom.

 

Statens Arkiver har ikke foretaget skridt for at meddele ansøgere, der efter tidligere praksis har modtaget afslag på en dispensationsansøgning af den ovennævnte karakter, at den tidligere trufne afgørelse eventuelt nu vil blive omgjort. Begrundelsen er, at en sådan meddelelse i princippet burde rettes til alle ansøgere, der har modtaget afslag på sådan adgang siden arkivlovens ikrafttræden 1. oktober 1992, og at det dermed ville kræve væsentlige ressourcer at fremsende meddelelse til hver enkelt. Statens Arkiver har selvsagt intet at indvende imod, at foreningen gør opmærksom på den ændrede praksis……..(Citat slut).

 

Efter denne åbenhjertige – og overordentlig prisværdige – indrømmelse fra Rigsarkivarens side skulle man tro, at Staten ville forsøge at bøde på de uheldige virkninger af mange års tilsidesættelse af loven.

 

At skrive rundt til det overskuelige antal borgere, der fra forskellige statslige institutioner – amter og Civilretsdirektorat frem for nogen – gennem tiden har fået afslag på aktindsigt vedr. egne, nære familieforhold, var vel ikke meget at forlange.

 

Det agter man jf. ovenstående skrivelse tilsyneladende ikke at gøre!

 

Men det er nu slået fast med syvtommersøm, at for krigsbørn – dvs. illegitime børn, hvor en eller begge forældre havde tilknytning til de krigsførende parter – gør sig ganske særlige forhold gældende.